Liget af et lille barn bliver ved en tilfældighed fundet af en eneboer og hans hund i nærheden af et psykiatrisk hospital i Roskilde. Det viser sig at være det barn, som forsvandt fra sin barnevogn udenfor dagplejemorens hus.
Dengang forblev sagen uopklaret, men nu får en anden kriminalkommissær til opgave at forsøge at løse gåden. Det er dog ikke politiets efterforskning, der bliver omdrejningspunktet. Tiden skrues tilbage, og vi følger de to familier, der havde Louise tæt inde på livet: hendes mors og hendes dagplejemors. For det var midt i deres hverdag, at de begivenheder indtraf, der førte til Louises forsvinden.
Uddrag af bogen
Rystende fund i Boserup skov ved Roskilde.
Onsdag ved middagstid blev et barnelig fundet i skoven ved en tilfældighed, da en gammel mand gik tur med sin hund, som opsnusede stedet, hvor barnet lå begravet. Manden, som stadig er ukendt, henvendte sig til det nærliggende psykiatriske hospital, hvorfra man fik alarmeret Roskilde politi. Politiet foretog sammen med udsendte fra Københavns kriminalafdeling og retsmedicinsk en ransagelse af gerningsstedet.
Yderligere undersøgelser har i dag fastslået, at barnet er identisk med den ni måneder gamle Louise, som i december i fjor blev stjålet fra sin barnevogn, der var stillet i forhaven hos den private dagplejemor, som havde barnet i sin varetægt.
Om forfatteren
Helle Söderhamn har med års mellemrum udgivet romaner, den første kom, da hun kun var 18 år gammel. "Det gælder Louise" er hendes første spændingsbog i krimigenren. Hun har flere uddannelser bag sig, har haft selvstændig virksomhed og har i en årrække boet i Sydfrankrig.