Dette er en historie om et selvmord. Det er også en fortælling om al den erindring, som afstedkommer i tabet af det nære, om skønhed og sorg, om polemik og venskab, om kærlighed og brud og om dannelse og udlængsel. Parafrase er Tristitias erindring om den unge, melankolske Ferdinand, som underlagt det modernes åg føler sig draget mod melankoli og æstetik. Gennem den ydre såvel som den indre rejse forbinder han skønheden til melankoli i et stadigt forsøg på at transcendere den fysiske virkeligheds ubarmhjertighed. Virkelighedsflugten fører vidt omkring og betoner, at selvom stedet skifter, så er sindets kviksand uundgåeligt. Med filosofien, musikken og litteraturen som matrice er Tristitia parat til at støbe sig en eklektisk skulptur af videbegærlighed, kritik og nysgerrighed. Skulpturen døbes Ferdinand Santeuil.
Romanen er tillige en undersøgelse af stedets betydning i det levede liv, og netop derfor er erindringen det gennemgående tema.