Den dramatiske historie om Peter Andreas Heiberg (1758-1841) og Thomasine Gyllembourgs (1773-1856) ægteskab og skilsmisse baseret på breve, indsamlet og udvalgt af deres svigerdatter, Johanne Luise Heiberg.
Tiden er årene før og efter år 1800. Peter Andreas Heiberg er en polemisk herre, der gennem satiriske skuespil og smædeskrifter kritiserer landets magthavere. Thomasine er Peter Andreas’ unge elev, og hun er blot 16 år, da de bliver gift. Thomasine er en lidenskabelig kvinde, der higer efter kærlighed. Men Peter Andreas er ikke nær så interesseret i sin ægtefælle som i sine politiske mærkesager. I 1799 bliver Peter Andreas landsforvist og to år senere rammes han af en ny skandale. Thomasine vil skilles. Det vækker et ramaskrig i samtiden, og Peter Andreas får gennemtrumfet at parrets fælles barn, den senere direktør for Det Kgl. Teater, Johan Ludvig Heiberg, bliver adskilt fra sin mor. De to finder dog sammen igen efter farens død.
Dette er ikke bare historie om to viljestærke personligheder og et ægteskab, der går i stykker, det er også historien om et Danmark, der bevæger sig fra oplysningstid til romantik.
Johanne Luise Heiberg (1812-1890) var en dansk skuespillerinde, dramatiker og forfatter. Hun voksede op under fattige kår i datidens København, men formåede at stige til tops i den danske kulturelite og var fra 1826-64 den mest benyttede skuespillerinde på Det Kgl. Teater. Siden arbejde hun som sceneinstruktør og skribent.