Novellerne i ”Skriget” fortæller om en række hverdagsoplevelser, som tager en uhyggelig drejning. Drømme griber ind i virkeligheden, forbindelser, der ikke burde være mulige, opstår pludselig alligevel, natten byder på ting, der ikke kunne ske i dagens lys, og de unge mennesker, der oplever de mærkelige hændelser, bliver aldrig de samme igen.
Merete Kruuse (1932-2000) var en dansk forfatter og kunstner. Før Merete Kruuse sprang ud som forfatter, blev hun uddannet reklametegner og fik blandt andet sine værker udstillet på Museum of Modern Art i New York City. Merete Kruuse debuterede som forfatter i 1970 med ”Dame i rød rumdragt”, der var en samling af science fiction-noveller. Sidenhen udgav Merete Kruuse desuden en lang række børne- og ungdomsbøger.