”Selvfølgelig skal jeg ikke slå hul i hovedet på Christoffer, fordi han tager min stol. Det ved jeg da godt. Men nu står han altså ude ved håndvasken og bløder ned i det håndklæde, som vores musiklærer holder mod hans pande. Dér hvor etuiet fra min blokfløjte for to minutter siden har flænset hul. Jeg lærer ikke ordet ambivalent at kende før mange år senere, men det beskriver bedst mine følelser for skolesystemet: Jeg elsker skolen, jeg hader Systemet! For i Systemet er der kun plads til to slags mennesker: De stille piger eller de vilde drenge. Og jeg er ingen af delene. Eller måske er jeg snarere begge dele.”

Solo er en debatsparkende personlig beretning om at være kvinde – eller rettere: om ikke at kunne finde ud af at være kvinde. Bogen stiller spørgsmål til de samfundsstrukturer, der fastholder os i bestemte kønsroller, og så fortæller den bl.a. ærligt om at vokse op i Ikast, hvor ingen forstår ens talent. Om at opdage at ens bedste veninde er offer for noget, de voksne kalder incest. Om at blive droppet af sin første kæreste over et billardbord, mens alle de populære piger står grinende og kigger på. Om at sige fisse uden at rødme og endelig om at være kvinde og være sjov. Rigtig sjov.