Peter Adolphsen bruger i Jeg kan ikke huske glemslen som startpunkt for en kortslutning af autofiktionen og selvbiografien. Bogens kortere og lÊngere passager aftegner prikker af erindret stof spredt rundt i glemslens mÞrke, og disse prikker kan sÄ forbindes og afslÞre et grynet billede af en hurtigt aldrende forfatter, med en opvÊkst i Aalborg og à rhus, et voksenliv i Spanien og KÞbenhavn og i nutiden et anfÊgtet og flosset jeg, der kredser om alt, det ikke kan huske.
Jeg kan ikke huske er en ikke-opbyggelig autofiktion i traditionen fra Joe Brainards I remember og Martin Larsens kontrafaktive selvbiografi Hvis jeg var kunstner. Og som Line Knutzon i Camille Clouds brevkasse begÄr karaktermord pÄ vores succeskultur og smadrer lÞs pÄ selvhjÊlpsbogens grundpiller, langer Adolphsen humoristisk og selvironisk ud efter den opbyggelige forestilling om det enkelte menneske som indehaver af en stabil, konkret identitet med dertilhÞrende trovÊrdige erindringer.
Citat fra bogen:
âJeg kan ikke huske navnet pĂ„ den slags cornflakeskager (bare cornflakes ned i smeltechokolade og sĂ„ klumpet op pĂ„ bagepapir), som vi lavede i husgerning pĂ„ Sct. MariĂŠ skole. MĂ„ske blev de bare kaldt cornflakeskager, men jeg hĂ„ber at de havde et rigtigt navn. MĂ„ske afhĂŠnger hele universets fortsatte bestĂ„en af om disse kager havde et navn dengang, cirka 1980, i Aalborg.â