Ormene ved himlens port er en samling, hvis digte er ét langt sorgarbejde. Her er fraværet ikke en praktisk poetisk foranstaltning, men et smerteligt tab, forvoldt af en elsket venindes bratte, højst virkelige død. Den elskende, der er så fraværende som nogen kan blive, nemlig død, er nærværende hele vejen. Erindringen mødes med nuet, og fremtiden giver endnu ikke nogen mening.