Ideen med at skrive Sidste vers opstod, da min lillesøster lü for døden. Døden i de vestlige lande er gjort til noget ubehageligt, uhyggeligt og noget, man nÌgter at tale om, hvorfor mange ogsü ofte undgür mennesker i deres omgangskreds, der lige har mistet. Og den mentalitet gür allermest ud over børn og unge.
Derfor er Sidste vers dels en hĂĽndbog for voksne, der stĂĽr med mindre børn, som skal have svar pĂĽ alle de svĂŚre spørgsmĂĽl, som børn uvĂŚgerligt â og heldigvis â stiller, nĂĽr døden krĂŚver en person, som børnene er tĂŚt pĂĽ, dels ogsĂĽ fortĂŚllingen om, hvad jeg ved om døden, samt hvordan jeg fik ro i sjĂŚlen med min viden. Netop omtalte afstandtagen til døden gjorde, at jeg i mange ĂĽr havde det gyseligt med min viden.
âHun har sgu vrangstrikninger i nissehuen!â vil mange tĂŚnke, men jeg er heldigvis ikke den eneste, der kender formlen pĂĽ et positivt liv: Millioner af mennesker verden over har stort set enslydende forklaringer om det pĂĽ den anden side â for slet ikke at tale om alle dem, der ikke vil â eller tør â vedkende sig deres viden.
Det vÌrste, jeg ved, er de der salvelsesfulde prÌdikanter; og Gud fri mig for, at I opfatter mig som südan! Jeg ønsker bare, at I skal vide, at døden ikke er det vÌrste, vi har.