Modstand
I fjerde og sidste bind af det imponerende vĂŚrk om den danske modstandsbevĂŚgelse under besĂŚttelsen nĂĽr vi til den dramatiske afslutning pĂĽ krigens fem lange ĂĽr. Niels-Birger Danielsen samler trĂĽdene fra de forrige bind af vĂŚrket og kommer med sin egen konklusion pĂĽ et voldsomt kapitel af danmarkshistorien. Dramaets sidste akt begynder i sommeren 1944, hvor kampen mellem modstandsbevĂŚgelsen og Gestapo og isĂŚr det tyske politis danske hĂĽndlangere tiltager i brutalitet. FrihedskĂŚmpernes likvideringer pĂĽ den ene side og pĂĽ den modsatte side repressaliedrab samt schalburgtager eskalerer i en ond spiral, der først bliver brudt ved den tyske kapitulation i maj 1945. Specielt i København er der det sidste ĂĽr en borgerkrigslignende tilstand, og efter den tyske aktion mod det danske politi den 19. september 1944 føjer en omsiggribende kriminalitet sig til de øvrige farer for civilbefolkningen. Sideløbende med skĂŚrpelsen af kampen og udsigten til krigens afslutning sker der den sidste tid en tilnĂŚrmelse mellem modstandsbevĂŚgelsen og de etablerede politikere, der havde stĂĽet bag samarbejdspolitikken indtil den tyskerklĂŚrede undtagelsestilstand i august 1943. Mellem parterne bliver der indgĂĽet et forlig om en befrielsesregering med lige mange ministerposter til modstandsbevĂŚgelsen og politikerne, enighed om et strengt retsopgør og en fĂŚlles anmodning til de sejrende stormagter om anerkendelse af Danmark om allieret land. Nu er modstandskampen blevet hele folkets kamp og ikke kun noget, der blev udøvet af snĂŚvre nichegrupperinger. Politikerne er blevet medkĂŚmpere. Og sĂĽdan er der sĂĽ meget, der bliver âmed tilbagevirkende kraftâ, da konklusionerne ved besĂŚttelsestidens slutning skal drages pĂĽ dimensionen samarbejde contra modstand. Et dilemma, der har prĂŚget de fem besĂŚttelsesĂĽr, og som siden dengang er blevet heftigt diskureret.