Serien om Allan Karlsson

Book series ‱ 2 books

Allan Karlsson sidder pÄ Bali og tÊller ned til sin hundred og et-Ärs fÞdselsdag. Han keder sig nÊsten lige sÄ meget som lige inden, han kravlede ud ad vinduet pÄ plejehjemmet et Är tidligere.

 Vennen Julius gĂžr sit bedste for at muntre ham op. Han beslutter, at Allans fĂždselsdag skal fejres i en luftballon lastet med et par flasker champagne. PĂ„ dagen flyver Allan, Julius og champagnen af sted over Ă„bent hav, men det gĂ„r, som det gĂ„r, de lander midt i Det Indiske Ocean. Nu er alt hĂ„b ude. Eller? Allan er nu engang Allan. Der er et skib i det fjerne. Nordkoreansk.

DEN HUNDRED OG ET-ÅRIGE DER TÆNKTE AT HAN TÆNKTE FOR MEGET tager os med pĂ„ en rejse gennem verdens galskab. I centrum stĂ„r atomoprustningen, hanekampen mellem verdens fĂžrende ledere, dumhed og bitter strid. Under rejsen mĂžder vi Kim Jong-un, Donald Trump, Vladimir Putin, Angela Merkel og en svensk udenrigsminister, der spekulerer pĂ„, om det her virkelig sker. Allan navigerer ved hjĂŠlp af sit kĂŠreste eje – en iPad. I den stĂ„r alt, hvad der er vĂŠrd at vide, og endnu mere som Allan havde kunnet klare sig uden.

DEN HUNDRED OG ET-ÅRIGE DER TÆNKTE AT HAN TÆNKTE FOR MEGET er en fritstĂ„ende fortsĂŠttelse af verdenssuccesen DEN HUNDREDÅRIGE DER KRAVLEDE UD AD VINDUET OG FORSVANDT.