Lucrezia Borgia levede i den italienske renæssance cirka år 1500 og var datter af periodens stærkeste pave, Alexander den 6. Borgia. Det medførte naturligvis, at hun levede en tilværelse i overklassens overdådighed, men samtidig var hun som kvinde i datiden en udsat person.
Renæssancens døtre blev nemlig anset for at være en form for salgsobjekter, der blev anvendt til at indgå givtige politiske aftaler til gavn for deres familier. Det gjaldt naturligvis også Lucrezia Borgia, der kom til at leve en turbulent tilværelse, som slutteligt førte hende til Ferrara, hvor hun efter et voldsomt opgør med sin svigerfar fik en fornuftig tilværelse.
De store omvæltninger i tilværelsen, forenet med stadige fødsler af såvel levedygtige som dødfødte børn, medførte, at Lucrezia fik en kort, men dramatisk tilværelse og døde allerede i 1519 som 39-årig.