"Med sine bløde, buttede fingre, hvis guldringe glødede som ild mod den mørke hud, greb hun hans hvide hænder, og idet hun frejdigt, næsten trodsigt så ham ind i øjnene, sagde hun med eftertryk, så alle kunne høre det: ’Velkommen – hjertelig velkommen, professor!’
Et øjeblik lod denne sine blå øjne glide faderligt ned over den ulastelige buste. De hvilede et sekund med velbehag på de runde arme, hvis nøgne hud lige kunne skimtes gennem sørgedragtens sorte kniplingsærmer, så bøjede han sig demonstrativt, men med et iskoldt blik i sine øjne."
Den lille bjergby Graham i Virginia, USA, har længe været tryllebundet af byens karismatiske præst, der kalder sig selv professoren. Selvom han repræsenterer byens gudfrygtige sjæl, er han ikke blind for en de muligheder, jernbanen kan skabe for den lille by. Modvilligt går han derfor sammen med ejerinden af sommerhotellet, der repræsenterer alt det verdslige i Graham, for at stable et kapløb mellem to lokomotiver på benene. Folk kommer fra nær og fjern for at se showet, men denne skæbnesvangre dag bliver det ikke kun kampen mellem de to lokomotiver, byen får at se. Det bliver også en magtkamp mellem professoren og ejerinden af sommerhotellet.
"Høg over høg" udkom første gang i 1908.
Oluf Christian Molbech (1860-1927) var en dansk forfatter og oversætter. Han boede en lang årrække i USA og står blandt andet bag oversættelser af siouxindianeren Charles Alexander Eastmans erindringsromaner. Oluf Christian Molbech skrev mange romaner, hvoraf flere foregår i USA.