(0)

Midt i livet

E-kirja


Lad os starte fra… midten.

Denne roman – Midt i livet – starter, naturligvis, i midten af bogen.

Herfra strækker handlingen sig både bagud i tid og fremad. Mod både fortid og fremtid. ”It goes both ways,” som Lt. Col. Kilgore siger om surf-bølgerne i filmen Apocalypse Now.

Revisor Kristian og influencer Birgitte møder hinanden midt om aftenen, midt i livet, midt i bogen. De falder for hinanden. Vi følger deres forhold, som det udvikler sig, han er glad for hende, hun for ham. Han vil det hele, hun lidt mindre. Desuden ser hun også journalisten Dennis, som hun ikke vil opgive. Vil Kristian og Birgitte – under disse omstændigheder – blive sammen? Det kan også gå begge veje. Det er handlingen fremadrettet.

Samtidig læses der også bagud – om deres fortid, hvor de kommer fra, surf-bølgerne i tidligere forhold, hvad de hver især har med i livets dobbeltbundet kuffert.

Var det ikke Kierkegaard, der sagde: Livet leves forlæns, men forstås baglæns? Denne roman forsøger – i al beskedenhed – at opløse dette dilemma. Vi kan leve med i parrets nutid og samtidig gå tilbage i tiden og prøve at forstå bevæggrundene for deres handlinger og følelser. Læse both ways.

Læsningen fra midten – skiftevis frem og tilbage – kan muligvis opleves en anelse forvirrende og besværlig (som livet selv). Startkapitlet i romanens midte hedder Kapitel 0. Herfra går fortællingen tilbage til Kapitel -1. Så følger et kapitel frem i tiden – logisk nok kaldet Kapitel +1. Dernæst læses Kapitel -2. Og så frem(tilbage)deles. Sådan er romanen skrevet, i en bølgebevægelse, som tidevandet, et skridt frem og et tilbage (og så er vi måske lige vidt…?).

De indsatte hyperlinks (pile) efter hvert kapitel angiver skrive-rækkefølgen og burde gøre det lettere at navigere i teksten. Men hej, da det er dig, som er læser, er jeg naturligvis ikke herre over, hvordan du vil læse romanen. Du tænker måske ’starte i midten? kors, hvor corny, jeg læser den, som jeg vil, nogle kapitler frem og så et par stykker tilbage. Bare totalt random. Hvis jeg keder mig i fortiden, vender jeg tilbage til nutiden (eller går en tur). Jeg er sgu min egen læser.’

Be my guest!

Eller måske vil du være mere konservativ og læse bogen, som man traditionelt plejer – bare forfra. Sådan som bøger er blevet skrevet (og læst) i årtusinder.

Valget er dit.

Men man kan begynde med kapitel 0