"Inde på Frederiksberg Kirkegård brygger det sælsomt til forår. Mulden er endnu kold, og stilheden i de dødes have brydes hverken af myg eller andet sommerkræ, her soves over det hele. Træerne står underligt fede med trind bark, svulmende af vækst men uden et blad. Grædepilene der er bleven beskåret mod foråret ligner forvoksede knogler af mystiske uddøde dyr, og de mørke klippede nåletræer drømmer så håbløst om syden."
Johannes V. Jensens myter fortæller om dyrenes magiske liv i den danske natur, på kirkegårde, i parkerne og i byerne. Solsorten, der overvintrer på Frederiksberg Kirkegård og titter frem ved forårets tø, og myreløven, der holder til i Tisvilde Hegn længst oppe i Nordsjælland, males frem med den store digters poetiske pensel. Man mærker den danske naturs storhed, som den så ud dengang i starten af 1900-tallet, og som den endnu kan findes i dag.
Johannes Vilhelm Jensen (1873-1950) var en dansk forfatter og digter, der i 1944 modtog Nobelprisen i litteratur. Han debuterede som forfatter i 1896 med romanen "Danskerne" og udgav sidenhen en perlerække af romaner, noveller, essays, rejseskildringer og myter.
Johannes V. Jensen, der selv var billedhugger, udgav flere portrætter om den store danske billedhugger Bertel Thorvaldsen. Han modtog en lang række legater og udmærkelser for sit store litterære arbejde og var blandt andet æresdoktor ved Lunds Universitet og modtager af statens livsvarige kunstnerydelse og det anckerske legat. Johannes V. Jensen er særligt kendt for sin historiske roman "Kongens fald", der er optaget i Kulturkanonen.