(0)

Svundne drømme

e-kirja


Da Karen Marie mister sin mand og står tilbage med fire små børn og en mølle, hun ikke selv kan drive, længes hun efter at følge sin mand i graven.

I 1800-tallet var der ikke mange, hvis lod i livet var så hårdt, som en enke med små børn. Til trods for mange opfordringer om at gifte sig med en mand, der kan forsørge hende, vælger Karen Marie at bevare sin frihed. Skønt hun ikke kan skimte nogen fremtidig lykke for sig selv, så vælger hun at slide videre for sine børn.

"Svundne drømme" følger Karen Maries rejse til hovedstaden, hvor hun gennem hårdt arbejde og jernvilje får opdraget sine børn, så de er i stand til at forsørge hende, da hendes egen krop ikke kan klare mere slid. Bogen maler et rørende og varmt billede af den lille families fælles kamp på bunden af det danske samfund.

Bogen udkom første gang i 1895.

Johanne Schjørring (1836-1910) var en dansk forfatter og digter, der udgav en lang række digte i bogform såvel som i tidsskrifter samt et væld af romaner. Hendes bøger opnåede stor popularitet, og mange af dem er oversat til flere sprog. Hendes første roman "Havets Datter" fra 1875 er karakteristisk for forfatterskabet.

Schjørring blev medlem af Dansk Kvindesamfund, og hun redigerede sammen med forfatterkollegaerne Jenny Blicher-Clausen og Laura Kieler et festskrift, der udkom i 1895 i anledning af Kvindernes Udstilling samme år. Johanne Schjørring var blandt de ti kvindelige forfattere, der som de første kom på finansloven i 1883.