Altid en vej er beretningen om forfatterens egen opvÌkst tilbage i 1930´erne pü Vesterbro i København i en familie, hvor begreber som accept, anerkendelse og kÌrlighed var meget sjÌldent forekommende. TvÌrtimod var der rig lejlighed til at stifte bekendtskab med druk, fornedrelser, fysisk afstraffelse, mistillid og krav om ubetinget lydighed.
Barndommens erfaringer trÌkkes med over i ungdomsürene og voksentilvÌrelsen, hvor jobs nederst i hierarkiet, militÌrtjeneste og patienttilvÌrelse og revalident rollen kun giver øget nÌring til den i barndommen grundlagte ringe selvvÌrdsfølelse. Alligevel spirer der er stÌrk retfÌrdighedstrang frem i forfatteren, og vi hører om at, han trods alt für en uddannelse, som giver adgang til en stilling som han bruger til at kÌmpe for nogle af de svage i vores samfund: børnene.
Ejvind Kurt Uldahl fortÌller ikke sin historie for blot at huske al nøden og elendigheden, men han har det klare sigte hele bogen igennem at bidrage til større forstüelse for, hvad der skal til, for at mennesker kan fü sü godt et liv som muligt.