Olav Hergel har skrevet en roman om sig selv og sin mor og om at leve i skyggen af svĂŚr sygdom.
Olav er syv ĂĽr, første gang hans mor bliver indlagt pĂĽ den psykiatriske afdeling. Benedicte, der er fraskilt og enlig mor til to, har vĂŚret en del af kredsen omkring Karen Blixen, og hun har en pĂĽ alle mĂĽder uforløst kĂŚrlighedsrelation til digteren Thorkild Bjørnvig. En affĂŚre, der ikke kun lader hende gĂĽ til grunde, men ogsĂĽ pĂĽvirker hendes to børn. I lange perioder taler hun ikke til dem, men lĂŚgger bare breve pĂĽ deres hovedpuder. Hun lĂŚrer Olav at bede fadervor, og han beder og beder i det uendelige, om og om igen, men det lysner ikke rigtig tilvĂŚrelsen. Først da moren slipper sit tag i sønnen, blomstrer han op. Han fĂĽr et rigt liv, møder en pige, stifter familie. Men fortiden spøger. Benedictes bølger lyder ogsĂĽ i Olavs sind. Tvangstankerne. Gentagelserne. Han er i 40âerne, da han første gang hører om OCD og ser brikkerne falde pĂĽ plads. Ser sin mors sygdom i sig selv.
Jeg husker dagen som lys er en kÌrlig og poetisk fremkaldelse af et liv i modgang. En gribende beretning om en mor og en søn, der kÌmper med den samme lidelse, men forskudt i tid.
Olav Hergel har skrevet og indlĂŚst en speciel efterskrift til lydbogen.