Det er svært at finde på noget at sige, når man er allermest desperat for at holde en samtale kørende. En ung mand står netop i sådan en situation, da en dame - smukkere end hvad hans fantasi kan tillade - spørger ham, om han ikke vil tage et billede af hende med en grøn cykel.
Han får en ide! Han vil ordne noget på cyklen til de falder i snak, men det går ikke nær så godt, som han havde håbet...
Finn Zinklar (1923-2010) var uddannet korrespondent og arbejdede som regnskabsmedarbejder. I perioden 1949-1994 skrev han desuden ugebladsnoveller. I denne periode skrev Finn Zinklar over 100 noveller, hvoraf langt de fleste var kriminalhistorier, der blev udgivet i ugebladet Hjemmet.
Finn Zinklar testamenterede sin arv til en fond i sit eget navn. Fonden uddeler hvert år Zinklar-prisen, der gives til en dansk eller udenlandsk forfatter, der på fremmeste vis har gjort sig gældende inden for novellegenren.