Tredje bind af Ritt Bjerregaards erindringer er en beretning om bureaukrati, magt og alliancer, men ogsĂĽ med personlige overvejelser om livet som politiker.
Udenfor begynder med formandsopgøret i Socialdemokratiet, hvor Poul Nyrup Rasmussen tog over efter Svend Auken. Med skiftet Ìndredes ogsü Ritt Bjerregaards position i partiet, og da Nyrup dannede regering efter ti ür i opposition, mütte hun konstatere, at hun trods et højt personligt stemmetal ikke kom med pü ministerholdet.
I stedet blev hun udpeget som EU-kommissĂŚr, og fortĂŚllingen om de knap fem ĂĽr i Bruxelles fra 1994 til 1999 er en øjenĂĽbnende og aktuel insider-beretning om bureaukrati, magt og alliancer â og om vigtigheden af at vĂŚrne om det fĂŚllesskab, der giver lille Danmark muligheder i en stor og kompleks verden. Vi hører selvfølgelig ogsĂĽ om forløbet omkring KommissĂŚrens dagbog, der endnu en gang bragte hende i modvind. Men først og fremmest handler det om kampen for miljøet â et omrĂĽde, hun havde vĂŚret optaget af gennem 1980âerne, og som hun kom til at arbejde videre med som fødevareminister, da hun vendte tilbage.
<
Dette tredje bind giver plads til bredere og mere personlige overvejelser over livet som politiker. Hvad har vÌret vigtigt? For Ritt Bjerregaard har politik altid handlet om forandring, om at leve op til det ansvar, hun har füet af vÌlgerne. Det har gjort hende populÌr i befolkningen, men ikke altid hos fagbevÌgelsen, medierne og partifÌllerne. Hun beretter om de vanskelige ür for Socialdemokratiet, da udlÌndingepolitikken kom til at spille en større og større rolle, og hun giver nøgternt sit syn pü partiets nedtur gennem nullerne.
Hvorfor blev jeg aldrig statsminister? lyder det provokerende spørgsmül, Ritt stiller sig selv, og svaret rummer selvindsigt og refleksioner over magtens vÌsen og kvinders stilling i politik.
Ritt slutter sin fortĂŚlling med tanker om det at blive gammel â om at holde af sin 78-ĂĽrige krop, som den ser ud, og om have det godt, selvom man er syg.