Romantikken bliver ofte fremstillet som en apolitisk eller konservativ strømning i europæisk litteratur, hvor forfattere vendte samfundet ryggen for at fortabe sig i naturen og dyrke det åndelige liv. Men det er på tide at begrave de gamle domme over romantisk litteratur: Læser man epokens værker i lyset af Den Franske Revolutions demokratidebat, vil man se, at de ofte også har en politisk dimension. Romantikkens dyrkelse af geniet medfører en udforskning af forholdet mellem de dannede eliter og det jævne folk, dens besættelse af kærlighed rummer idealer om fællesskabets samliv, og dens ideer om det åndelige kredser om frihed.
Disse tanker bliver udfoldet i tre af periodens hovedværker, nemlig Friedrich Hölderlins brevroman Hyperion (1797/1799), William Wordsworths lyriske epos The Prelude (1805) og Victor Hugos historiske roman Notre-Dame de Paris (1832). Gennem idé- og litteraturhistorisk forankrede nærlæsninger undersøger forfatteren nogle af de vigtigste tendenser i det righoldige og modsætningsfyldte bidrag, som europæisk romantik giver til forståelsen af det moderne demokratis fundamentale og stadig aktuelle ideer og problemer.
