Den engelske 1300-tals-digter Geoffrey Chaucer kendes blandt andet for en af den engelske digtnings største klassikere, ”Canterbury-fortællingerne”. Da han som en af de første skrev på engelsk, regnes han i dag også blandt de mest betydningsfulde digtere for engelsk sprog og litteratur. I denne lille biografi, der udkom første gang i 1893, kaster den danske professor Otto Jespersen et nærmere blik på Chaucers liv og digtning.
Otto Jespersen, Jens Otto Harry Jespersen, (1860-1943) var en dansk sprogforsker. I perioden 1893-1925 var han professor i engelsk sprog og litteratur ved Københavns Universitet, og hans bøger om engelsk sprog og grammatik blev anvendt i undervisningen både ved de danske og de britiske universiteter. Otto Jespersen er desuden kendt for sin forskning i sprogets lydside, og hans bog ”Fonetik” betragtes som banebrydende inden for europæisk sprogforskning.