Det er efteråret 1967, og lille Andreas kommer til verden. Ænderne svømmer på dammen i Bad Nauheim, og Andreas erindrer sine første tre år. Et sandt paradis; et liv hvor han stort set kun er sammen med sin oldemor – et liv uden mennesker og uden begrænsninger. Men så kommer indflytningen i familiens nye, store hus, som er blevet bygget på et hjørne af familiefirmaets grund, dér hvor der før stod æbletræer. Det store hus bliver nu centrum for barnets liv, og snart er lille Andreas på flugt. Han flygter fra næsten alt: fra køkkenets skarpe neonlys, fra de endeløse aftensmåltider, fra den uforståelige bordbøn, fra den mørke kælder og fra de andre familiemedlemmer.
Faktisk vil lille Andi helst bare være alene, og i lang tid taler han ikke og har ingen kontakt med sin omverden. Andreas bliver undersøgt af en hel stribe læger, der med stigende bekymring betragter ham – uden at kunne stille andet end forkerte diagnoser. Da drengen bliver gammel nok til at tage trappen, flygter han ned i kælderen til brorens modeljernbaner og rumskibe. Her kan han finde en smule fred, mens søsteren får husets mure til at skælve.
Med Huset fortsætter Andreas Maier konsekvent sin familiefortælling, som begyndte med den roste roman Værelset, som fortæller historien om den retarderede Onkel J. Nu sætter Andreas Maier sit eget liv under mikroskop og dissekerer sig selv, næsten klinisk. Hele tiden med blikket stift rettet mod barnets sjæl, og hvad vi måske alle for længst har glemt …
Andreas Maier blev født i 1967 i Bad Nauheim, Hessen. Han har studeret i Frankfurt am Main og er doktor i filosofi. Han har tidligere boet i Wetterau og bor i dag i Frankfurt am Main. Maier debuterede i år 2000 og har siden udgivet 10 bøger. Værelset, som har modtaget både Wilhelm Raabe Preis og Ernst-Willner-Preis har også været på Deutscher Buchpreisʼ longlist i 2010.
Huset er andet bind i Andras Maiers familiefortælling.
