Maria Giacobbe har i Kald det så bare kærlighed overladt ordet til tre kvinder fra hver sit tiår i tiden 1940 til 1970. De har hver sin tidstypiske beretning om kvindeliv, om forventning og skuffelse, og de fortæller om liv, der må leves under falsk foregivende, under konventionernes tvang, hvor ydre adfærd ikke svarer til de indre hensigter og håb.
I den indledende novelle fra krigen forsøger en kvinde i trediverne umiddelbart før sit selvmord at tale sig fri af skyld, skam og ansvar.
I samlingens anden novelle, Udflugten, er vi nået til halvtredserne, og et socialt opbrud er i gang i Italien, Dolores er student og færdes i et frigjort studentermiljø, mens hun kæmper for at frigøre sig fra sin familiebaggrund med dens strenge religiøsitet, livsangst, traumer og småborgerlige fordomme.
Med den tredje novelle fra tiået 1960-70 er vi på en måde nået til vejs ende. Cecilie er den frigjorte modne kvinde, der har realiseret sig selv kunstnerisk, fået succes, lever i et åbent forhold til en mand. Man følger hende gennem en dag, på kunstudstilling, i teatret, på restaurant og bagefter til privat party med diskret og indiskret flirt.
