Pigen Marthe bliver som 16-årig gift med den meget ældre Kasper Fangel, der bor langt ude på den jyske hede. Bogens handling udspiller sig gennem en række breve, primært fra Marthe til hendes mor og imellem de to søstre Marthe og Nina.
Marthe kaster al sin energi ind i at gøre sit livs to autoritetsfigurer, sin mor og Kasper, tilpas. Lillesøster Nina er helt anderledes: ukuelig og frihedshungrende. Da Nina vil giftes for ikke at blive sendt på opdragelsesanstalt, skriver Marthe advarende til hende, at hun endelig ikke må gifte sig, for mænd har “lov at gøre, alt hvad de vil, selvom man hellere ville dø”.
"Lillemor" (1902) er en vild og levende brevroman om de hemmeligheder, piger og kvinder lider under i stilhed, og om den store verden der findes derude, hvis de tør bryde med samfundets normer og forventninger.
Det til dansk - Kanonværker
Den litterære kanon fra 2025 lander i gymnasieverdenen på et tidspunkt, hvor der er stort fokus på at vække elevernes læseglæde og lyst til at fordybe sig i skønlitteraturen – i form af gode, trykte bøger. Det til dansk – Kanonværker kan ses som et svar på Kanon 2025, idet vi her introducerer værker af de forfattere og to genrer, der optræder i den ny kanon.
Kendetegnende for alle titler i serien er:
- Den gør det spændende og sejt for eleverne at læse. Bøgerne er indbydende i format og udstyr, og alle værkerne er opdateret til moderne retskrivning og med nyskrevne ordforklaringer.
- Alle bøger i serien indleder med en værkintroduktion, som inviterer eleverne ind i forfatterskabet. Værkintroduktionerne er skrevet af erfarne læremiddelforfattere.
- Til alle titler i serien er der udarbejdet opgaveforslag, som stiller skarpt på tekst, temaer og tid, der lægger op til varierede arbejdsformer i klassen – og som er frit tilgængelige i Det til dansk – Bibliotek.
Karin Michaëlis (1872-1950) var en af sin tids bedst kendte danske forfattere og er oversat til talrige sprog. Hun var forud for sin tid i sin skildring af pigers og kvinders psykologi og seksualitet.
















