Sofie og Kasper møder hinanden i en moden alder og flytter sammen. Kasper har tidligere været soldat i Bosnien-Hercegovina og blev efterfølgende hårdt ramt af PTSD. Da han møder Sofie, har han dog fået det meget bedre og er i job som gymnasielærer igen.
Men de uhyrlige ting, han har oplevet, vender i stadig stigende grad tilbage, som tiden går, og det udfordrer deres samliv.
“Hun lister på strømpesokker op ad trappen, åbner døren til soveværelset med en let knirken. Han ligger med tøjet på og vender væk fra hende og døren. Hun tager trøjen af og kravler op i sengen til ham, lægger sig helt ind til hans ryg og tager om ham, siger ingenting. Han er også tavs. Dagen går udenfor, mens de ligger sådan. Hen under aften begynder fuglene at synge, vinduet til haven står åbent. Naboen parkerer sin bil i garagen, og de kan høre hans skridt hen over gruset, da han går ind i sit hus. ”Var det skoven?” hvisker hun.”
Lise Andersen, f. 1945 i Aalborg. Forfatteren debuterede i 1991 og skriver indenfor mange genrer. Hun har arbejdet med flygtninge som sundhedsplejerske i flere dele af verden.
