TILBAGE TIL JORDEN er en erindringsroman om en kvinde, som for at overleve en traumatisk barndom har måttet opbygge en række fortrængninger og myter. Bogen beskriver den proces, hvor fortrængningerne og myterne falder for at give plads til en ny begyndelse i den virkelige verden.
Men det er også beretningen om et magisk rum, hvor alt kan ske: et talende hus i en fortryllet skov, shamaner og stjerner, levende og døde der mødes i et sælsomt univers, og en kat der kan spå om afslutninger og nye begyndelser.
TILBAGE TIL JORDEN er en poetisk fortælling om at bearbejde en stor sorg og finde tilbage til sig selv.
"Ulrikkeholms selvbiografiske fabel er forunderligt smuk og bevægende ... Jeg’et henter sine fortællinger i det magiske rum, skaberrummet, der som en anden Genesis-myte indleder romanen. For i begyndelsen var ordet, og når ordet er hos Majbritte Ulrikkeholm, så er det mildest talt forrygende ... Læs den." - Jyllands-Posten
"Romanen er en tyndhudet, poetisk og personlig beretning om de psykologiske følger af en ramponeret barndom med for meget ansvar og for lidt kærlighed. Om ensomhed og evnen til at overvinde den, om kærlighed og smerte, og om at dø i sjælen og blive født på ny ... Det er en fortællekunstner i fuld flor, man her er vidende til! ... åndeløs og imponeret sluger (man) side efter side ..." - Information