Emnet er forholdet mellem kunst og etik. Er det nu rigtigt, at kunstværket er blevet til af erfaringer af, hvad der ikke er kultur, og at etik er spontane svar på udfordringer, der kommer til os fra de grundvilkår for vor tilværelse, der ligger før vor kultur, så består der den mulighed, at kunst og etik nærmer sig hinanden, jo mere vi nærmer os deres oprindelse? De fjerner sig derimod fra hinanden, jo mere vi tager kunstværket som bare kulturting, etikken som bare forskrift og norm. Og ender vi med kun at tage kunst og etik som kulturresultater, er det klart, at de intet kan have med hinanden at gøre.
Bliver etikken til en serie underbundne og afsnørede forskrifter og normer, er det vitterligt et overgreb at anlægge etiske synspunkter i sin bedømmelse af et kunstværk. Blot er der det at føje til, at det er en opfattelse af etikken, der også etisk set er gal. Det skal være indrømmet, at det er den gængse opfattelse, alligevel gør vi bedst i at lade den fare.
Den danske teolog og filosof K. E. Løgstrup er bedst kendt for sin klassiker ’Den etiske fordring’, men han skrev mange bøger om etik. I denne bog, som udkom første gang i 1961, drøfter Løgstrup blandt meget andet kunstnerens etiske holdning til sit eget værk. Men han skriver også om filmen som kunstart, om digternes og psykologens syn på kærligheden og om Edvard Brandes’ dramaer.