Torn mærkede hvordan Rosentorns bevidsthed og magiske kraft trak sig væk, som om hun var faldet ud over en dyb afgrund. Han satte i et spring efter Rosentorn og fik fat i en lille, flagrende rod af hendes kraft. Torn rullede sig sammen til en kugle og faldt som en sten efter sin døende læremester ... Alting omkring ham var mærkeligt. Billeder og lyde som forekom både spøgelsesagtige og velkendte strømmede ham i møde og forsvandt igen. Han åbnede hånden og betragtede den tot af Rosentorns kraft han havde haget sig fast i da de var begyndt at falde. Hans fødder var nøgne, og under dem mærkede han en storbygades grå brosten. Der var hverken vinduer eller døre i de høje, dystre bygninger der tårnede sig op omkring ham. Her i denne grå stenlabyrint var alt dødt ...