ALEX KING ER ADFÆRDSFORSKER.
Mens han holder et af sine populære foredrag for stenrige forretningsmænd, bliver en mand blandt publikum skudt og dør. Alex bliver ikke alene vidne, men også indblandet i politiets arbejde for at opklare dette og snart endnu et mord. Han kan benytte sin viden om personlighedstyper til at hjælpe politiet på rette spor.
Kriminalkommissær Gabriel Hellmark og politiinspektør Nina Mander står nemlig på bar bund, da flere millionærer i Stockholm pludselig trues på livet med afpresningsbreve og efterfølgende skydes ned med koldt blod.
Er det en af politiets gamle kendinge, der er på spil, eller en helt ny aktør på den kriminelle bane?
Kommissærens bror, journalist Fredric Hellmark, er blevet hyret til at skrive en biografi om en anonym, succesfuld virksomhedsleder. En opgave og en deadline, han ikke kan sige nej til. Da han indser, at hans arbejdsgiver i virkeligheden er en af de barskeste gangsterbosser i Sverige, er det allerede for sent. Han og hans familie hvirvles ind i en faretruende verden, hvor almindelige menneskelige spilleregler er sat helt ud af kraft.
Alt hænger sammen, men hvordan?
THOMAS ERIKSON er adfærdsforsker og coach i lederskab. Han bor uden for Stockholm med sin samlever og fem børn.
Blændværk er hans debutroman.
”Jeg overgiver mig totalt til de interessante, oplysende King-monologer om menneskelig opførsel (…) Den bedste page turner-krimi, jeg har læst i år, det er imponerende af en debutant.”
Borås Tidning
”Thomas Eriksons debut Blændværk er en lysende og spændende krimi med en lidt anderledes hovedperson (…) Anbefales varmt!”
”Målet befandt sig midt i kikkertsigtet. Mandens hoved var lige så stort som solen på denne afstand. Mørkere, naturligvis. Mere menneskeligt. Mere sårbart. Som sædvanlig spillede det ingen rolle, hvad offeret havde gjort galt, hvem han havde gjort vred, hvis tæer han havde trampet på. Det var bare en opgave. Åndedrættet skulle kontrolleres. Langsomme, dybe åndedrag for at dæmpe eventuelle vibrationer i kroppen. Snart ville skuddet falde.”
* * *
”Alex lå på knæ foran liget og forsøgte at undgå at få blod på tøjet. Hans håndflader var fugtige, og han havde problemer med at holde hænderne stille. Han havde en ejendommeligt brusende lyd i hovedet,
omtrent som bulderet af et fly i stor højde. Han undgik at se på mandens ansigt. Han havde gjort det én gang på tæt hold, og det havde fået det til at vende sig i hans mave. Hvis man overhovedet kunne tale om ansigt. Det, som var tilbage, efter at kuglen havde ramt mandens baghoved, var ikke meget. Det så ud, som om selve ansigtet
var blevet revet løs fra kraniet.”
