Ved betragtning af Holbergs essayistik må man gøre sig klart, at i almindelighed er en essayist langt mere kunstner end videnskabsmand. Det element af subjektivitet, som genrens nyskaber og navngiver, Montaigne, indpodede den moralsk-filosofiske afhandling, er aldrig uddøet. At essayet er subjektivt, betyder ikke nødvendigvis, at det er autobiografisk, men altid, at dets tanker står for forfatterens regning. Det er først og sidst synspunkter, hvis værdi afhænger af den personlige overbevisning og den litterære kunst, hvormed de fremstilles. Essayet kan være moraliserende, men virker da med overraskelsens slagkraft, ikke med opbyggelsens. En videnskabelig afhandling komponeres i overensstemmelse med det behandlede stofs omfang og natur. Som essayisten har sin private logik, står han helt frit i valget af stof og komposition. Hvilket materiale han vil medtage og hvilket udskyde, i hvilken rækkfølge han vil præsentere det udvalgte materiale, derover er han lige så enevældig herre som over det lys, han har stillet det i. Hans succes afhænger ikke som videnskabsmandens af konklusionens rigtighed eller synspunktets frugtbarhed ved videre forskning, men bestemmes af tekstens indtryk på læserens sind.

F. J. Billeskov Jansen