Den klassiske myte om Eurydike og Orfeus går som en dyster undertone gennem Maria Giacobbes intense skildring af en kvindeskæbne fra vore dage – et sygt menneske i en krigshærget verden, hvis mørke kaos svarer til mytens dødsrige.
Den unge kvinde begynder med at betragte krigen, der set oppe fra bjergene, hvor hun er, tager sig ud som et fascinerende fyrværkeri. Men den er en uhyrlighed, som man ikke kan være tilskuer til, uden at blive inddraget i den. På een gang offer og impliceret, som genfærd i en verden af genfærd, håber hun en kort tid, at kærligheden kan føre hende tilbage blandt de levende.
Men i en verden, hvor de stærkeste, de hårdeste og mest grusomme har gennemtvunget deres regler, er kærligheden en trusel mod ordenen, en sygdom, der må bekæmpes, om nødvendigt med kirurgiske indgreb. I en celle afskåret fra verden gentager Eurydike, der nu er skilt fra Orfeus, for sig selv det mystiske budskab, han efterlod, inden han blev revet fra hende.
