De brydes i klitterne, sÄ sandkornene kiler sig ind alle vegne.
Lauge griner, sÄ han mÄ holde sig pÄ maven og fÄr tÄrer i Þjnene.
Og sÄ hulker han og gemmer sit ansigt ved Simons bryst.
âJeg forstĂ„r det ikke,â hikster han. âJeg forstĂ„r ikke, hvad der sker derhjemme.â
âDet skal nok gĂ„,â siger Simon, for hvad skal han ellers sige?
âDet ved du ikke.â Lauges stemme er forvrĂŠnget, trykket ind mod Simons bryst.
âNej,â svarer Simon. âJeg tror det bare.â
âEr det nok?â
âDet hĂ„ber jeg.â
En fortĂŠlling om frygten for at miste.
Om modet til at elske.
Og om at tro pÄ, at hÄbet er nok.