Med syvende og sidste roman i den gribende serie om folkene i Finnskogen er ringen sluttet. Den begynder med Anden Verdenskrig, og gür 50 ür frem i tid. Folk flytter stadig fra skoven og ind til byerne, mens det blandt de tilbagevÌrende bliver en del af hverdagen under krigen at hjÌlpe flygtninge til Sverige. Men ogsü nye folk kommer til; folk der opsøger grÌnseskovene mellem Norge og Sverige og det liv de har at byde pü. Forskere forsøger at dokumentere resterne af den gamle dialekt, som de fattige finske immigranter havde med sig for flere hundrede ür siden. Elins oldebarn Turid, der blev undfanget under krigen, drømmer om engang at kunne finde resterne af sine forfÌdres torp, den lille gürd Mostamägg, som hun har hørt sü meget om, og hvor hovedhistorien i den første roman, Der vokser et trÌ i Mostamägg, har sit udspring.
âMan kan føle angst for en by man endnu ikke har vovet sig ind i, eller for skoven hvis det er den der er ukendt, og i begge tilfĂŚlde kan man blive til grin over for andre. I Norge ler man ad tyskerne der ikke er sĂŚrlig ivrige efter at optage forfølgelser der mĂĽtte føre dem ind i den vilde skov. Med det resultat at store flokke af flygtninge der fĂŚrdes uden for veje og stier, slipper vĂŚk.
Et sted i skoven gĂĽr skellet mellem krig og fred tvĂŚrs over en lille bjergtop der er sĂĽ stejl at den er som en fĂŚstning, og om søndagen klatrer folk fra bĂĽde Norge og Sverige derop. Der kan nordmĂŚndene købe varer der ikke findes i Norge, uden at blive forstyrret af en eneste tysk soldat, og nogen har en grammofon med, andre har en dram. Det varer ikke lĂŚnge før der bliver fest pĂĽ den top der kaldes Elgklinten.â
Citat fra bogen