Jeg ville ringe til Stein og fortĂŚlle ham det, men lod vĂŚre, man bliver ikke spontan i en hĂĽndevending. Jeg sĂĽ Stein for mig, da han stift og anstrengt gik ned ad Rosenkrantz gate pĂĽ vej mod restauranten for at møde sin kĂŚreste, og jeg følte en ømhed for ham, hvorfor havde jeg ikke set det før, at han ogsĂĽ stod pĂĽ vippen? Giveren Ellinor lever et stille liv, uden mening føler hun til og med ind imellem. Da en kollega forsvinder, overtager hun det arbejde, han sad med â implementeringen af EU´s tredje postdirektiv. Ellinor gĂĽr halvhjertet ind i arbejdet, for hvad er meningen med det hele, men sĂĽ møder hun den ĂŚldre herre Rudolf Karena Hansen, som fortĂŚller hende en historie om at vĂŚre ulykkelig, og mĂĽske er det nu, Ellinor skal springe ud fra vippen, mĂĽske er det nu?
I Leve posthornet er det almindelige menneske helten personificeret ved postbudene. De vĂŚkker Ellinor med deres engagement, med deres historier og troen pĂĽ deres sag â og de viser den halvslumrende kommunikationsrĂĽdgiver, hvad kommunikation virkelig handler om, nemlig ĂŚgthed, nĂŚrhed og ĂŚrlighed.