Essayisten er, skriver Jonathan Franzen, som âen brandmand, hvis arbejde det er at løbe direkte ind i skammens flammer, mens alle andre flygter fra dem.â De sidste 25 ĂĽr har Franzen ved siden af sit succesrige skønlitterĂŚre forfatterskab levet et andet liv som risikovillig essayist. I sin nye essaysamling giver han blandt andet et bud pĂĽ, hvordan vi tackler en uundgĂĽelig klimakrise. For krisen er uafvendelig, ifølge Franzen. Men i stedet for at stirre os blinde og magtesløse pĂĽ klimaapokalypsens komme skal vi koncentrere os om de mange mindre ting, som det faktisk er muligt at gøre noget ved.
Uanset emne er Franzen altid kritisk over for forudindtagede holdninger, og hans essays er lige sĂĽ gennemsyrede af ironi, som de er ĂŚrlige om egne ufuldkommenheder. Franzen ogsĂĽ ĂŚrlig om sin store passion: fugle (de drĂŚber âalt muligtâ), men hans beskrivelser af dem â havfugle i New Zealand, sangere i Ăstafrika, pingviner i Antarktis â er bĂĽde en rørende hyldest til deres skønhed og livskraft og en opfordring til os alle om at redde det, vi holder af.
Forfatteren bag Korrektioner, Frihed og Purity er her tilbage med en ny tankevÌkkende og dybt vedkommende essaysamling. Behersket, med vid og bid og omhyggelige argumenter, sørger Ved enden af verdens ende for et velkomment pust af hüb og fornuft.