(0)

Weserübung. Danmark under den anden verdenskrig

E-book


""Vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje til krig som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivt kampberedskab. Vort land er indrettet på at udøve en bevogtning for vor neutralitet, men krigsførelse i egentlig forstand er udelukket af geografiske forhold, ligesom befolkningens ringe størrelse også udelukker tilstedeværelsen af en hær, der kan tage kampen op imod de magter, som kan tænkes at stå over for Danmark."

Sådan lød statsminister Staunings tale til nationen 1. januar 1940, da han forsøgte at forklare Danmarks position. Det skabte et ramaskrig fra andre politikere og fra officerer over, at man lod til bare at ville lægge sig fladt ned, hvis tyskerne kom, og en anden erklæring måtte udarbejdes.

Børge Outze (1912-1980) var en af de mest indflydelsesrige personer for den danske avispresse under og efter 2. verdenskrig. Som journalist, debattør og modstandsmand stiftede han under besættelsen den illegale modstandsavis, der senere skulle blive til Dagbladet Information. Outze udviste allerede som militærnægter i sin ungdom den oprørske natur, der også var karakteristisk for hans journalistiske arbejde. Indtil sin død virkede han i 35 år som redaktør for Information, hvor én mission gennemsyrede hans arbejde - altid at være kritisk overfor magthaverne.