Drengen bor i et kulsort, faldefærdigt kommunistisk Prag sammen med sin mor, bror og stedfar.
Moren slår med en grydeske, når han er uartig, stedfaren slår bare, og broren slår, fordi han hader børn. På trods af det, er livet i Prag skildret med en tør humor, der giver denne debutroman en særegen charme.
Familien flygter, fordi de voksne har ”fået nok”. De havner i Sandholmlejren, og også her skildres flygtningetilværelsen med en nøgtern voldsomhed, der gør, at man ikke ved, om man skal grine eller græde. Opvæksten i Aalborg, hvor den nu snart voksne dreng har sine ungdomsår, med alt hvad det indebærer, bliver skildret fra outsiderens perspektiv.
Romanen igennem brygger han på en forestilling om faren, en forestilling, der – ligesom forestillingen om Danmark og det kommunistiske Tjekkoslovakiet – synes at ændre sig i takt med, at drengen bliver voksen.
