Konge, kirke og samfund : De to øvrighedsmagter i dansk senmiddelalder

I middelalderen var øvrighedsmagten i Danmark delt mellem konge og kirke. Kongen sikrede freden, kirken gav ham den nødvendige legitimation og var selv aktiv i landets ledelse. Men konge og kirke var kun de to største i et spektrum at magthavere, og magt var lokaliseret mange steder i samfundet. Det gælder især i senmiddelalderen, hvor adelen styrkede sin position i forhold til konge og kirke, samtidig med at nye politiske og økonomiske muligheder åbnede sig for samfundsgrupper som borgeren og til dels også bønderne, der hidtil havde været uden del i magten. Bogen sætter fokus på magten i det danske samfund mellem 1350 og 1550. Den beskriver magt og magtudøvelse ud fra spørgsmålet om, hvilke materielle ressourcer magten hvilede på. De forskellige former for magtudøvelse og ikke mindst magtens iscenesættelse undersøges, blandt andet som den kom til udtryk i kirkebygninger og kunstnerisk udsmykning. Med komparativt perspektiv analyseres konges og kirkes udøvelse af øvrighedsmagt i forhold til samfundets store flertal af bønder. Endelig ser bogen den kristne religion som en samfundsmagt med betydning i talrige af dagliglivets sammenhænge, hvis kønsmæssige og sociale relationer også viser sig at have været basis for politisk magtudøvelse. Bogen slutter med en samlet magtudredning, der påpeger, hvorledes senmiddelalderens åbne samfund med dets mange magtpoler i 1500-tallet gennemgår en lukningsproces, der resulterer i det moderne samfund med kongemagten eller staten som den store, altdominerende magtfaktor.