Hvorfor skal alle politiske skandaler i Danmark importeres udefra? Hvad er den danske uskyldssyge, og hvorfor er der ingen opposition i Danmark? Er Anders Fogh Rasmussen Irakkrigens svar på Forrest Gump? Hvorfor mener Bertel Haarder, at det er godt for muslimer at arbejde i en svinesti? Hvad er lavdemokrati? Og hvad skal der til, før vi synes, at tortur er okay?
Carsten Jensen tager et opgør med danskernes selvopfattelse i et stort nyskrevet forord til Livet i Camp Eden. Bogen rummer 59 udvalgte essays skrevet fra september 2001 til nytår 2004 og bragt i dagbladet Politiken.
Carsten Jensen kortlægger den dramatiske tid efter tvillingetårnenes fald. Ikke bare de store historiske skred, men også hverdagens små umærkelige ryk i en splittet verden, hvor der vendes op og ned på alle værdier, og hvor civilisationerne synes på konfrontationskurs, mens frygt blandes med militant selvretfærdighed til en ny og farlig cocktail.
Kulturminister Brian Mikkelsen har kaldt Carsten Jensen den mest vulgære af venstrefløjens debattører. Professor Bent Jensen har betegnet hans meninger som "primitiv nazisme", og Roskildebiskoppen Jan Lindhardt har lyst ham i band som "ikke bare ondskabsfuld, men simpelthen ond".
De tre repræsentanter for det borgerlige Danmark hører med til persongalleriet i Livet i Camp Eden, som Carsten Jensen dissekerer i et stort nyskrevet forord: "Fordi vores eget lykkebegreb er så nedtonet, vore forventninger så farveløse, tåler vi ikke at leve tæt på en livsudfoldelse, der ikke bekræfter os i, at vi er de bedste. Vi lever i et aggressivt, selvudnævnt paradis, og det er derfor, vi kalder forposten for vores demokrati i Iraks ørkensand for Camp Eden, 'Paradislejren'. Her nord for Basra ligger Danmarkshistoriens endestation, der bor vi, sådan ser der ud inden i vore hoveder tre år efter Socialdemokratiets historiske fald: en maskingevær-rede midt i ørkensandet."
