”Alenehed er en lille celle, jeg gerne vil kunne gå ind i netop helt alene. Man bør have en lillebitte del af sig selv, som altid er alene. Selv når man er gift, har indgået partnerskab. Den alenehed ser jeg f.eks. hos min far – og beundrer den meget – fordi han netop har beholdt den.” – Kronprins Frederik
Kronprins Frederik fortæller i otte interviews fordelt mellem 1999 og 2002 til Anne Wolden-Ræthinge om sit liv og sit syn på det. De to emner, der går igen i samtalerne, er dronning Ingrids død og den store grønlandsrejse, kronprinsen foretog i 2002. Bogen tegner et spændende portræt af vores kronprins og hans inderste tanker.
Anne Wolden-Ræthinge, også kendt som Ninka (1929-2016) var en dansk journalist og forfatter, der blandt andet udmærkede sig ved sine dybdegående portrætter og interviews af alt fra revykonger til royale, skuespillere til erhvervsfolk. I 1974 vandt Ninka den hæderkronede Cavlingpris for sine mange interviews.











