I romersk kejsertid var det ikke ualmindeligt, at en indflydelsesrig privatmand eller en hel by rejste en statue af kejseren på byens torv. Bronze var det foretrukne materiale til kejserstatuer, men, da metal er så let et materiale at genbruge, er langt hovedparten af disse statuer forsvundet. En statuebase derimod var stort set altid af sten, også selvom statuen ovenpå var af metal. Ved at undersøge det langt større antal bevarede statuebaser sætter Jakob Munk Højte selve statuen ind i en større sammen-hæng, idet der på basen som regel er oplysninger om kejserens navn og den, der har rejst statuen til hans ære. Forfatteren har her samlet et katalog med 2300 kendte statuebaser fra næsten 800 lokaliteter over hele Romerriget. Da kataloget strækker sig over 250 år kan man for første gang aflæse fx geografiske og kronologiske mønstre. Højte konkluderer, at portrætstatuer af romerske kejsere var et storbyfænomen; at de blev rejst med stort set samme frekvens gennem hver enkelt kejsers regeringsperiode, dog med en højere koncentration et par år efter tiltrædelsen; og at et primært formål var at fremhæve giverens meritter.