(0)

Så kan de lære det : Syret selvtængtssatire

e-book


”Hør, det her burde man virkelig gøre noget ved!” har vi vist alle prøvet at sige.

Så kan de lære det! er en samling satiriske noveller, der kredser om temaerne hævn og selvtægt. Fra hævnporno til flugtbilister, fra lægesjusk til peberspray. Samlingen rummer både humoristiske, spændende og virkeligt grusomme historier.

Der er en om unge piger, som ikke bare siger ”#MeToo” til deres krænkere, og en om en vestjysk jæger, der eksporterer ulveproblemet til Dyrehaven ved København. Vi møder folk, som harmes over, at man ikke på lovlig vis kan slippe af med en hadsk, islamistisk bandeleder. En far vil redde sin voksne datter fra hendes stalker, og en morfar finder sin egen måde til at ramme den pædofile, der har generet hans barnebarn.

29 noveller, hvor tingene ikke altid falder ud, som man forestiller sig det, og hvor det ikke på forhånd er givet, hvem der lærer hvad.

Uddrag af bogen

De vendte ryggen til mig og trak deres bukser ned. Tre hvide bagdele reflekterede IC3-togets forlygter. Idioter! tænkte jeg, mens jeg fortsatte opbremsningen. Naturligvis kunne jeg ikke bringe toget til standsning, før det nåede drengene, men den reducerede fart gav dem forhåbentlig tilstrækkelig tid til at stoppe deres livsfarlige leg og komme af vejen.

Først i sidste sekund sprang de væk, og jeg åndede lettet op i brøkdelen af et sekund, før et bump og en rystelse fortalte mig, at en af dem ikke havde nået det.

Selv om det ikke er gået så galt, som lokoføreren frygter, så får han alligevel ødelagt sit liv. Derfor synes han drengene skal have en lærestreg.

Om forfatteren

Mogens Lyhne (f. 1945) er pensioneret skolelærer. Han debuterede som romanforfatter i 1974 og har siden da skrevet mere end 40 bøger for voksne, unge og især børn. Romaner, ungdomsbøger, letlæsning, moderne eventyr og science fiction-noveller. Senest kom romanen Souvenirs fra Thailand.