Den berygtede russiske lejemorder Malek Antonov har gjort det til sit livs mission at finde den mand, der slog hans bror ihjel, men et spor fører ham i stedet til Riley: en kvinde, der tilsyneladende ikke har noget som helst med drabet at gøre.
Da et skud, der var rettet mod Malek, rammer hende, står han over for sit livs sværeste valg: at lade hende dø og redde sig selv … eller redde hende.
Riley kommer til sig selv bag fjendens linjer og er fanget mellem frygt og en forbudt tiltrækning, der vokser hver dag. Malek er farlig, kompromisløs og ødelagt, men bag brutaliteten lurer noget andet. Noget hun ikke burde længes efter.
Savage Hearts – et blodigt bånd er tredje bind i den mørke, dragende og sexede mafiaromanceserie Queens & Monsters, der er kendt fra BookTok.











