I Søgelys forkynder journalisten Erup et selvmord. Han er i sin mondænitet og hulhed et koncentrat af Jacob Paludans yndlingsaversioner, men satiren – og forfatterens pessimisme – er ikke kun begrænset til Erup. Også det københavnske pensionatsmiljø og dets tragikomiske gæster udleveres under en byge af drøje udfald – og enkelte pletskud – rettet mod ekspressionistisk lyrik, kvindefrigørelse og anden "fordærvelig" indflydelse fra USA, dette modernismens forjættede land.