(0)

Ansigt til ansigt

E-book


"ANSIGT TIL ANSIGT

Hemmeligt tab

af modet

af attituderne maskerne

sløver næsten umærkeligt for tegn

ude og inde

blotter os ubekvemt

ansigt til ansigt

Alt ude og inde

hvori vi var og er og tar del

diffunderer omkring det ansigt

Intet –

af den sædvanlige bevægelse

mod uoverskuelig helhed

– er til

Ansigt til ansigt taler vi sammen

i køkkenkrogen og i haven

Og det er tale talen er til

og det kan ikke være andet

vi svarer til hinanden – uanset

hvor lidt eller hvor famlende det kan være

En besynderligt gavmild fattigdom

nær ved det tyste

– som brisen der rasler

med vindueskrogen eller løvet nu –

har mærket os

samtidigt – og hver især"

Jørgen Gustava Brandts digte i "Ansigt til ansigt" er funderinger over tidens og livets gang. Digteren minder os på sin egen finurlige måde om, at livet bedst leves, når man bærer sine livserfaringer med sig i bevidstheden og er klar til at gribe øjeblikket.

Jørgen Gustava Brandt (1929-2006) var en dansk digter og forfatter. I løbet af sin over 50 år lange karriere udgav han et væld af digtsamlinger, novellesamlinger, romaner og essays. Jørgen Gustava Brandt modtog en række prestigiøse legater og priser for sin forfattervirksomhed heriblandt Kritikerprisen, Emil Aarestrup Medaillen og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.