âMine stakkels blomster er ganske døde!â sagde den lille Ida.
âDe var sĂĽ smukke i aftes, og nu hĂŚnger alle bladene visne! Hvorfor gør de det?â spurgte hun studenten, der sad i sofaen; for ham holdt hun sĂĽ meget af, han kunne de allerdejligste historier og klippede sĂĽdanne morsomme billeder: hjerter med smĂĽ madammer i, der dansede; blomster og store slotte, hvor dørene kunne lukkes op; det var en lystig student!
âHvorfor ser blomsterne sĂĽ dĂĽrlige ud i dag?â spurgte hun igen, og viste ham en hel buket, der var ganske vissen.
âJa ved du, hvad de fejler!â sagde studenten.
âBlomsterne har vĂŚret pĂĽ bal i nat, og derfor hĂŚnger de med hovedet!â