Efter to anmelderroste kriminalromaner har Rie Osted nu forladt genren for en tid og er aktuel med en roman som stiller spørgsmület: Kan en familietragedie vÌre af det gode?
Hvordan kan man vide, om man har gjort det rigtige? spørger Irene pü sit dødsleje og beder sü sin 42-ürige datter Veronika om tilgivelse. Veronika nür ikke at fü at vide, hvad det er, moren ønsker tilgivelse for. Efter morens død beslutter Veronika at søge en forklaring og vender tilbage til sin barndomsby. Her opsøger hun den tre ür Ìldre Jenny, som absolut ikke ønsker at blive mindet om fortiden. Flere nu aldrende bysbørn, som kendte hendes forÌldre i deres ungdom, leverer mere eller mindre ufrivilligt brikker til det puslespil, som i sidste ende fuldender billedet af Veronikas liv og ophav.
Kan handlinger sĂŚttes i bĂĽs som enten gode eller onde? Kan en familietragedie vĂŚre en frisĂŚttelse? Traf Irene det rigtige valg i 1978? Kunne hun forudse konsekvenserne af sit valg for bĂĽde hende selv, Veronika og Jenny?
Romanens Veronika er intelligent og pĂĽgĂĽende, lader sig ikke kyse af en smule modstand. Hun lĂŚrer undervejs en masse om sin fortid og sig selv, og bliver katalysator for udviklingen hos den stĂŚrkt indadvendte og bitre Jenny.