Jeg ønsker virkelig at se hende südan, strülende af fiskelykken, jeg ønsker at høre hende tale om sit held, i aften, i morgen, nür vi kommer hjem, som hun talte om vores skitur. Jeg ønsker at se hende live op, hver gang nogen i fremtiden taler om at tage ud at fiske, at høre hende istemme: jeg vil med, med barnlig glÌde, den barnlige glÌde, der løber gennem hende, som i et timeglas. Den glÌde, hvis form hun snart vokser ud af, som ud af en ham af lysende lykke, der bliver efterladt pü jorden, hvor den ligger og gløder spagt, inden den bliver hvid som tyndt vÌv. Som støv, der hvirvler bort i blÌsten. Og hun gür videre ad den sti, som ligger foran hende, uden at vende sig om. Jeg ønsker, at hendes fiskelykke og glÌde skal smitte af pü mig, hendes mor, at jeg skal opleve lykken gennem hendes lykke. Men jeg har det som et femürigt barn, der har tabt fire spil ludo i trÌk, som en der nür som helst kan begynde at grÌde eller eksplodere i vrede, skubbe brikkerne af pladen med en hidsig armbevÌgelse.
Fiskelykken skildrer Kajsas jagt pü büde de behagelige og ubehagelige sandheder i den brogede familie. En roman om at finde sine rødder og i samme nu sÌtte spørgsmülstegn ved dem. En insisteren pü at finde svar pü, hvordan man er blevet, som man er, og hvad man mon kan gøre for at fortynde sit eget bundfald og forhindre at give for meget bagage videre til den nÌste generation.