De islandske sagaer giver et spændende indblik i datidens livs- og menneskesyn. I løbet af flere århundreder er sagaerne blevet fortolket på alverdens forskellige måder som det unikke historiske og kulturelle dokument, de er. Professor i nordisk litteratur Thomas Bredsdorff indfører her læseren i de islandske sagaer og ser på dem med mere moderne briller.
Thomas Bredsdorff (f. 1937) er en dansk forfatter, litteraturforsker og kritiker. Han er uddannet cand.mag. i dansk og engelsk og var fra 1978 til 2004 professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet. Thomas Bredsdorff har skrevet en lang række bøger om dansk og international litteratur og blev i 2001 Ridder af 1. grad af Dannebrosordenen.