Teateranmelderen ved New Yorker-bladet Chronicle, Bill Fenner, går en varm augustdag 1961 om bord på et fly til Paris, opmuntret ved udsigten til et par ugers ferie. Berlinmuren er endnu kun et par uger gammel, men allerede et tydeligt symbol på en verden splittet mellem Øst og Vest. Kun få minutter efter sin ankomst til den europæiske hovedstad tvinges Fenner ind i et net af ideologiske forviklinger, der fører ham til Venedig sammen med den unge kunstner Claire.
Begge er de indviet i Kalganovs eksistens, en berygtet og eftersøgt terrorist, som det indtil videre ikke er lykkedes nogen efterretningstjeneste at identificere. For at undgå opmærksomhed fra Kalganov og hans mænd må de spillede naive og forelskede turister, mens de holder et vågent øje med aktivitet, der kan føre til en afsløring
af Kalganov.
Som typisk for Helen MacInnes’ romaner er hovedpersonen en ganske almindelig mand, som havner i en situation, han ikke kan overskue – skarpt forfulgt af professionelle agenter, der vil ham til livs. MacInnes tager arven op efter forfatterkollegaen Eric Ambler, der i mellemkrigstiden fornyede spionromanen litterært. Den kolde krigs ideologiske umenneskelighed giver imidlertid genren nyt stof.
Møde i Venedig skildrer en tid, hvor teknologien for alvor udstiller menneskets muligheder, men også magtesløshed i en verden, hvor atombomben er en aktuel trussel for hele verdenssamfundet.